Vandretur til Jotunheim - den koldeste vandretur længe...
VANDRETUR TIL JOTUNHEIM:
Deltagere:
Sebastian, stadig lillebror (mindstebarnet). Skavank: Sov meget tungt, da jeg frøs og havde blå læber og skulle bruge hans ekstra tæppe. Styrke: Eminent kortlæser og frem til at sove tungt og længe trods naturens forsøg på at spolere dette.
Josefine, Sebastians daværende kæreste, som også er soldat. Skavank: Havde kort forinden skadet sin ryg i en trafikullykke. Styrke: Trods rygsmerter, pev hun aldrig. Dygtig til at udleve sit OCD i forhold til lejertilblivelse.
Christoffer, fortsat lillebror (mellembarnet). Skavank: Svaghed for andres brænde. Styrke: Fremragende støttepædagog for mig og stærkt præget af OCD, når lejeren skulle bygges.
Catarina, mig og ældstebarnet. Skavank: varrige mén efter hjernrystelse, operet i min albue tre uger forinden. Styrke: Kan se tilbage på det hele og grine ad det.
Allerede inden vi tog af sted mod Jotunheim , havde vi besluttet ruten og planlagt masser af smuk natur, vi skulle nå et se. I butikken Friluftsland, fik vi af vide, af en garvet fjeldvandremand, at 15 km i flejdet pr. dag var hårdt, for selv den erfarne vandre. Vi anså os selv som værende WAY PASS "erfaren" og planlagde derfor daglige ruter på omkring 15 km +/- pr. dag. Dette med rygsække naturligvis.
I Friluftsland købte vi denne gang: En Osprey Ariel 65 l. rygsæk til mig. Den er virkelig behagelig at have på ryggen. Selv med den tungeste oppakning støtter den lige præcis de rigtige steder. Jeg har i forvejen et drikkesystem fra Osprey og den passer helt perfekt til at spænde udenpå min rygsæk. Sporks er altid brugbare, så der røg også nogle stykker af dem i kurven. Jeg overvejede også en ny softshell, men synes ikke at pengene var til det. Sebastian og jeg talte længe om at købe os en dehydrator og selv lave maden. Men det må blive næste gang.
Torsdag den 27. juni 2013 mødtes vi alle hos vores mor i Vamdrup, hvor vi fordelte mad, tjekkede pakkelister efter, pakkede og vejede rygsækkene. Sebastian, der elsker grej, toppede med en rygsæk, der vejede 25 kg…. og Christoffer lå lige i hælene på ham med sine 23 kg. Josefines og min vejede omkring de 15 kg. So much for fordommen om, at kvinder altid pakker for meget!!
Tidligt fredag morgen den 28. juni 2013 gik det mod Frederikshavn, hvor vi skulle med færgen. Det var sommer og dejligt da vi sejlede ind mod Oslo ved 18-tiden. Nu var der, ifølge kortet, blot 4 timers kørsel til vi ankom til Jotunheim. Vi ankom til vores startdestination ca. kl. 01 om natten. "Nu starter eventyret!" tænkte jeg. Det startede med, at jeg faktisk bliver meget overrasket over, at det var minusgrader og jeg frøs som aldrig før i juni-måned og havde slet ikke varmt nok tøj med til minusgrader. Hvilket egentlig godt kan undre mig i dag, for når man ser på kortet, er det jo tydeligt, at der er perma-is-toppe på alle de bjerge vi skulle bo og vandre på. Men i min verden er sommer altså ikke frost-domineret!
Vi kunne også hurtigt konstatere, at vores storslået udvalg af pandelamper, små fikse led-lygter og knæklys ikke blev nødvendigt, da det slet ikke var mørkt trods tidspunktet. Vi parkerede ved et noget bevokset terræn, hvor vi starte med at slå lejer. Det skulle gå hurtigt, for alle er trætte og vi skulle være friske til at starte vandringen næste dag.
Alle tre soldater havde allerede affundet sig med det kolde klima og var hurtigt nede i deres telte. For ja, som ægte vildmarksmennesker, skulle vi sove så frit under himlen, som muligt og ikke lige så luksus-shelter-agtigt, som vi gjorde i Småland. Vi havde hver et af hærens udleverede enkeltmandstelte. Det kan bedst beskrives som en pressening, der er 100% vind- og vandtæt og syet sammen som en lang pose, hvor man lægger sin (i mit tilfælde sommer-)sovepose ned i. Den er ca. 250 cm. i længden og max 70 cm. i breden. Over hovedet sættes der en langs teltstang i spænd, så man dog ikke har teltet liggende hen over ansigtet. Når teltstangen yndefuldt buer hen over ansigtet og man ligger i teltet, har man MAX 30 cm fra næsen og op til "loftet". Det er dødsmart, når den skal pakkes sammen, for den vejer og fylder nærmest ingenting, men når man skal bruge den som et decideret hjem for natten, skal man simpelthen bare ikke kunne stave til klaustrofobi! Jeg vidste faktisk først, hvor galt det stod til med min klaustrofobi, da jeg stod der, dødtræt, kl. 01.30 om natten i frostgrader i Jotunheim og de andre havde lukket sig inde i deres telte og var så godt som ikke-til-stede mere. Lige der, i dét øjeblik, følte jeg mig rigeligt udfordret allerede. Hver gang jeg forsøgte at lukke teltet sammen over mig, føltes det faktisk som et angreb på min egen eksistens. Men regnen tvang mig til at indgå et kompromis med mig selv. Jeg kunne lukke halvt til og ligge mig under den lukkede halvdel, så jeg ikke fik regn i ansigtet, men stadig kunne jeg se ud i der fri. Men hvis jeg stadig kunne se ud i det fri - kunne "det fri" altså også dryppe ind til mig! Det gode ved det var, at jeg skulle bruge alt min energi på at kæmpe mod min klaustrofobi, så jeg glemte helt min frygt for, at der pludselig skulle stå en mærkelig mand klar til overfalde os alle sammen. Og ja, selvfølgelig frygter jeg sådan noget - før mennesket blev koldens farligste dyr, havde Moder Jord givet os rollen som byttedyr, så man skal være klar til at flygte eller gemme sig.
Lørdag den 29. juni 2013 Jeg fik nærmest ikke sovet den nat og kl. 6 stod jeg op, fordi alt var drivvådt af regn. Hånd i hånd med minusgraderne og forklædt som våd mus, gik jeg ned mod bilen, koblede bilens batteri på med mine marineblå fingre og kørte en tur for at få bilen varmet op, så mit legeme atter kunne opnå normal temperatur. Jeg fandt også et nærtliggende vandrehjem, som havde et tørrerum, der var så varmt, at alt mit, tøj, sove-arregenment og jeg selv blev dehydreret på utrolig kort tid. Sjælendt har jeg jublet så længe over en omgang med dehydrering!
Endnu en positiv vinkel på hele situationen!
Efterhånden, som formiddagen indtog vores lejer stod min medrejsende vandreflok op. De havde sovet dejligt og det var godt, for senere skulle det vise sig, at det blev en stor fordel, at nogen af os var i stand til at bevare roen.
Vores rute skulle til at starte og første del af ruten var Bessegen.
Vi skulle vist starte med at gå noget der mindede om 10 km. den første dag og vi lagde ud med en meget lodret stigning. Her nåede vi så bare virkelig kort, før den første meldte ud, at det simpelthen var for hårdt, hvis det skulle være 10 km på denne måde. Det kunne sagtens have været min udmelding, men denne her gang var det ikke mig. Skæbnen ville, at vejret trak op og andre vandrere frarådede os at fortsætte højere op den dag.
Klokken 17.15 stod vi på en bjergside og så ned på det vandrehjem, jeg tidligere udtørrede ved og her slog vi lejr. Det føltes fladt og sikkert og der var læ på bjergsiden.
Der kom nogle skønne sekunder, hvor solens stråler omfavnede os, så vi nærmest blev lykkelige! Så kom regn, vind og hagl på skift i minutlange frekvenser og derefter lidt flere sekunder med sol og vi elskede solen igen! Vi lavede mad, spiste, om-planlæggede vores ruten påny, jeg lavede en scene over nattens regn, der landede i mit ansigt, fordi min klaustrofobi ikke tillod mig at lukke mit telt helt til - hertil anvendte jeg en meget skinger tone, dernæst byggede vi lejr. Josefine og Chris havde heldigvis en teltdug med hver samt en god portion bygnings-OCD!!! Så efter bedste evne byggede de et tag, med plads til to personer. Her sov Chris og jeg under, stadig i vores små telte, men mit ansigt kunne være helt frit om natten. Nu glædede jeg mig til at indhente en masse søvn på den bjergside, der føltes så flad mmmmmmZZZZzzzzzzzzzz
Bjerget havde dog en helt særlig funktion... Dets hældning sørgede for at vække os alle ca. en gang i timen i løbet af natten, fordi vi var gledet adskillige meter væk fra, hvor vi startede med at sove. Det virkede ellers så vandret, da vi slog lejr, men det var selvfølgelig vurderet efter den næsten lodrette side vi lagde ud med at kravle op ad. En pyramide havde set vandret ud i vores øjne.
Søndag den 30. juni 2013
Anyway.. Vi skulle gennemføre Bessegen http://ut.no/tur/besseggen nu, og da vi åbenbart ikke magtede at gøre det med rygsække på alligevel, blev de i lejeren. Afsted drog vi med en lille rygsæk, der kun lige rummede vores dagsration.
Det var den smukkeste tur! Det var fantastisk at gå i den rå natur og komme i kontakt med vores indre råstyrke….. dog en smule belastende, at vi jævnligt blev overhalet af mennesker langt over pensionsalderen, løbere, små børn og hunde….. Men vi valgte at dræbe irritationen med kærligheden og sige højt og tydeligt "HEJ" til alle der passerede vores vej.
Det forklarede selvfølgelig de forbipasserenes forskræmte blikke.
De fleste gengældte med et norsk "Hey" og mange af dem var faktisk rigtig gode til skjule deres forskræmte blik. Nogen så ud som om de havde medlidenhed os på såden en Arrhhhh-stakkels-danskere-fra-fladlandet-de-ved-slet-ikke-at-her-hilser-vi-altså-ikke-på-hinanden-vi-passerer-bare-hinanden-som-vi-alle-er-usynlige. Der var også nogen, der insisterede på at bevare usynligheds-identiteten, vi hilste alligevel højt og tydeligt.
Ud over disse små forstyrrende elementerne var det altså også bare en uendelig smuk udsigt - sneklædte bjerge i alle retninger. <3
Vi gennemførte vores tur, spiste vores aftensmad ved indersøen, gik tilbage til vores lejr, drak vin og hyggede under vores små-klaustrofobiske fælles rum, som OCD-gruppen havde om-konstrueret, fordi vindretningen var skiftet, og så tog vi endnu en nat på bjergsiden, hvor vi ligesom den foregående nat, var i fare for at styrte i afgrunden hele natten igennem.
Mandag den 1. juli 2013.
Næste morgen knækkede min metale film - tre nætter i træk med aaalt for lidt søvn og aaalt for meget kulde - tårerne væltede ud af mine øjne. Min selvmedlidenhed flød for alvor over og jeg var så klar til at begynde at blaffe hjem til Danmark. Christoffer krammede mig lidt og gav mig lov til at te mig og mit indre barn fik , den plads det behøvede, mens Chris accepterede, at jeg bare fungerer virkelig dårligt under den slags pres og ikke tackler modstand særlig fornuftigt <3
Vi vandrede ned fra bjerget og sejlede en tur på Gjende - det var ikke fysisk aflastende, hvis man ser bort fra al den energi kroppen skulle bruge på at holde kroppen varm. Men endnu engang - meget smukt og det er i sig selv medicin for en meget presset sjæl - her tænker jeg mest på min egen.
Vi drak kaffe og spiste kage på dehydrerings-vandrehjemmet og vandrede tilbage til vores første lejr. Chris' og Josses OCD tog fuldstændig overhånd og de fremtryllede en vidunderlig overdækket lejr med god plads til alle! Det var virkelig et mesterværk!
Tirsdag den 2. Juli 2013
Vi skulle på tur til en udkigspost, hvor vi kunne komme op på toppen forholdsvis let. På et skilt stod der dog, at man var nødt til at tage fat med hænderne og klatre to gange. Et godt stykke oppe, gik det lodret op. Faktisk skrånede det nærmest ind over vores hoved, så med mindre man var den lykkelige ejer af Pippi Langstrømpes klatre slim, var der ingen mulighed for at komme videre. Pludselig synes solen også, at den ville sove til middag og regnen overtog styringen, så vi skyndte os hjem igen, så vi kunne kravle i ly i vores lejr. Jeg tror, at det supercool at være ægte nordmand, så man kan tage ud på vandreture og så køre hjem til sin lune rede bagefter og sove fantastisk i sig egen seng.
Onsdag den 3. Juli 2013
Her sluttede vildmarkslivet!
Vi kørte til en nærtliggende campingplads og lejede en hytte for to dage og tog på tur til Galdhøpigga - Norges højeste bjerg.
Ifølge kortet skulle det tage ca. 20 min. at køre.
Men det var i norske minutter, så 4 timer senere var vi da også fremme! Imellemtiden var Gud til en forveksling begyndt at græde over jættehjem….
På vejen tilbage igen føltes det godt at køre ind og handle mad i REMA 1000 og vide, at vi skulle tilbage til en hytte med mulighed for at opbruge al ilten på kort tid med hjælp fra pejsen. Men det var dejligt varmt, selvom vi blev lidt svimle. Og sengene var fantastisk at sove i!
Torsdag den 4. Juli 2013
En skøn morgen - yoga i det fri, brusebad, varme, sol og masser af overskud til at læse i "Den Intelligente Krop", på biludflugt og bagefter tog Chris og jeg på mini-vandretur langs en elv tæt på, hvor vi boede.
Fredag den 5. Juli 2013
Gik turen mod Oslo. Vi kørte i god tid, da erfaring havde lært os, at de norske minutter er længere end de danske. På færgen skulle jeg rigtig have varmen, så jeg slap bruserens varme vand fri og smeltede nærmest sammen med gulvet under bruseren. I 20 minutter skænkede jeg hverken miljøet, miljøet eller miljøet en tanke - jeg nød mit bad i fulde drag! Da jeg kom ud, undrede jeg over den konstante larmelyd. Langsomt gik op for mig, at det var telefonen i vores kahyt. Det var sikkerhedschefen der ringede, fordi han havde fået en alarm fra vores kahyt på grund af voldsomme temperatur-stigniger, så han ville lige sikre sig om alt var ok….. Det var det! Jeg var så dejlig afslappet og glad og overskudagtig ved tanken om, at jeg var ren og nu skulle vi have mad og bagefter skulle drikke vin og forsones (Mit hysteri fra bjerget krævede en forsoningsstund) og hygge. Og det gjorde vi - vi drak vin og festede indtil kl. 4 næste morgen.
Lørdag den 6. juli 2013 lå fantastiske København lige præcis der, hvor jeg havde efterladt ham/hende (ved ikke lige hvilket køn en by er)! Dejligt at sejle lige ind i byen og føle sig budt velkommen af den danske sommersol, der virkelig artede sig den dag! Mmmmm solen den havde savnet! Jeg havde også savnet mine to små älsklingar, min kæreste, min moar og hunden Freja og glædede mig til at se dem alle!
Deltagere:
Sebastian, stadig lillebror (mindstebarnet). Skavank: Sov meget tungt, da jeg frøs og havde blå læber og skulle bruge hans ekstra tæppe. Styrke: Eminent kortlæser og frem til at sove tungt og længe trods naturens forsøg på at spolere dette.
Josefine, Sebastians daværende kæreste, som også er soldat. Skavank: Havde kort forinden skadet sin ryg i en trafikullykke. Styrke: Trods rygsmerter, pev hun aldrig. Dygtig til at udleve sit OCD i forhold til lejertilblivelse.
Christoffer, fortsat lillebror (mellembarnet). Skavank: Svaghed for andres brænde. Styrke: Fremragende støttepædagog for mig og stærkt præget af OCD, når lejeren skulle bygges.
Catarina, mig og ældstebarnet. Skavank: varrige mén efter hjernrystelse, operet i min albue tre uger forinden. Styrke: Kan se tilbage på det hele og grine ad det.
Allerede inden vi tog af sted mod Jotunheim , havde vi besluttet ruten og planlagt masser af smuk natur, vi skulle nå et se. I butikken Friluftsland, fik vi af vide, af en garvet fjeldvandremand, at 15 km i flejdet pr. dag var hårdt, for selv den erfarne vandre. Vi anså os selv som værende WAY PASS "erfaren" og planlagde derfor daglige ruter på omkring 15 km +/- pr. dag. Dette med rygsække naturligvis.
I Friluftsland købte vi denne gang: En Osprey Ariel 65 l. rygsæk til mig. Den er virkelig behagelig at have på ryggen. Selv med den tungeste oppakning støtter den lige præcis de rigtige steder. Jeg har i forvejen et drikkesystem fra Osprey og den passer helt perfekt til at spænde udenpå min rygsæk. Sporks er altid brugbare, så der røg også nogle stykker af dem i kurven. Jeg overvejede også en ny softshell, men synes ikke at pengene var til det. Sebastian og jeg talte længe om at købe os en dehydrator og selv lave maden. Men det må blive næste gang.
Torsdag den 27. juni 2013 mødtes vi alle hos vores mor i Vamdrup, hvor vi fordelte mad, tjekkede pakkelister efter, pakkede og vejede rygsækkene. Sebastian, der elsker grej, toppede med en rygsæk, der vejede 25 kg…. og Christoffer lå lige i hælene på ham med sine 23 kg. Josefines og min vejede omkring de 15 kg. So much for fordommen om, at kvinder altid pakker for meget!!
 |
| Oslo, da vi sejler i havn. |
Vi kunne også hurtigt konstatere, at vores storslået udvalg af pandelamper, små fikse led-lygter og knæklys ikke blev nødvendigt, da det slet ikke var mørkt trods tidspunktet. Vi parkerede ved et noget bevokset terræn, hvor vi starte med at slå lejer. Det skulle gå hurtigt, for alle er trætte og vi skulle være friske til at starte vandringen næste dag.
Alle tre soldater havde allerede affundet sig med det kolde klima og var hurtigt nede i deres telte. For ja, som ægte vildmarksmennesker, skulle vi sove så frit under himlen, som muligt og ikke lige så luksus-shelter-agtigt, som vi gjorde i Småland. Vi havde hver et af hærens udleverede enkeltmandstelte. Det kan bedst beskrives som en pressening, der er 100% vind- og vandtæt og syet sammen som en lang pose, hvor man lægger sin (i mit tilfælde sommer-)sovepose ned i. Den er ca. 250 cm. i længden og max 70 cm. i breden. Over hovedet sættes der en langs teltstang i spænd, så man dog ikke har teltet liggende hen over ansigtet. Når teltstangen yndefuldt buer hen over ansigtet og man ligger i teltet, har man MAX 30 cm fra næsen og op til "loftet". Det er dødsmart, når den skal pakkes sammen, for den vejer og fylder nærmest ingenting, men når man skal bruge den som et decideret hjem for natten, skal man simpelthen bare ikke kunne stave til klaustrofobi! Jeg vidste faktisk først, hvor galt det stod til med min klaustrofobi, da jeg stod der, dødtræt, kl. 01.30 om natten i frostgrader i Jotunheim og de andre havde lukket sig inde i deres telte og var så godt som ikke-til-stede mere. Lige der, i dét øjeblik, følte jeg mig rigeligt udfordret allerede. Hver gang jeg forsøgte at lukke teltet sammen over mig, føltes det faktisk som et angreb på min egen eksistens. Men regnen tvang mig til at indgå et kompromis med mig selv. Jeg kunne lukke halvt til og ligge mig under den lukkede halvdel, så jeg ikke fik regn i ansigtet, men stadig kunne jeg se ud i der fri. Men hvis jeg stadig kunne se ud i det fri - kunne "det fri" altså også dryppe ind til mig! Det gode ved det var, at jeg skulle bruge alt min energi på at kæmpe mod min klaustrofobi, så jeg glemte helt min frygt for, at der pludselig skulle stå en mærkelig mand klar til overfalde os alle sammen. Og ja, selvfølgelig frygter jeg sådan noget - før mennesket blev koldens farligste dyr, havde Moder Jord givet os rollen som byttedyr, så man skal være klar til at flygte eller gemme sig.
 |
| Lørdag d. 29. juni 2013 Min første morgen som gennemblødt og forfrossen vildkvinde ved Gjende Vandrehjem |
Endnu en positiv vinkel på hele situationen!
 |
| Kl. 17.30 ca. Ser ned på Gjende Vandrehjem |
Vores rute skulle til at starte og første del af ruten var Bessegen.
Vi skulle vist starte med at gå noget der mindede om 10 km. den første dag og vi lagde ud med en meget lodret stigning. Her nåede vi så bare virkelig kort, før den første meldte ud, at det simpelthen var for hårdt, hvis det skulle være 10 km på denne måde. Det kunne sagtens have været min udmelding, men denne her gang var det ikke mig. Skæbnen ville, at vejret trak op og andre vandrere frarådede os at fortsætte højere op den dag.
 |
| Kl. 23.30 om aftenen. Vi sover med udsigt over Gjende |
Der kom nogle skønne sekunder, hvor solens stråler omfavnede os, så vi nærmest blev lykkelige! Så kom regn, vind og hagl på skift i minutlange frekvenser og derefter lidt flere sekunder med sol og vi elskede solen igen! Vi lavede mad, spiste, om-planlæggede vores ruten påny, jeg lavede en scene over nattens regn, der landede i mit ansigt, fordi min klaustrofobi ikke tillod mig at lukke mit telt helt til - hertil anvendte jeg en meget skinger tone, dernæst byggede vi lejr. Josefine og Chris havde heldigvis en teltdug med hver samt en god portion bygnings-OCD!!! Så efter bedste evne byggede de et tag, med plads til to personer. Her sov Chris og jeg under, stadig i vores små telte, men mit ansigt kunne være helt frit om natten. Nu glædede jeg mig til at indhente en masse søvn på den bjergside, der føltes så flad mmmmmmZZZZzzzzzzzzzz
 |
| Søndag d. 30. juni 2013 Bessegen-udsigt med Josefine og Sebastian forklædt som habile bjergfolk. |
Søndag den 30. juni 2013
Anyway.. Vi skulle gennemføre Bessegen http://ut.no/tur/besseggen nu, og da vi åbenbart ikke magtede at gøre det med rygsække på alligevel, blev de i lejeren. Afsted drog vi med en lille rygsæk, der kun lige rummede vores dagsration.
Det var den smukkeste tur! Det var fantastisk at gå i den rå natur og komme i kontakt med vores indre råstyrke….. dog en smule belastende, at vi jævnligt blev overhalet af mennesker langt over pensionsalderen, løbere, små børn og hunde….. Men vi valgte at dræbe irritationen med kærligheden og sige højt og tydeligt "HEJ" til alle der passerede vores vej.
Det forklarede selvfølgelig de forbipasserenes forskræmte blikke.
 |
| Klaustrofobisk-fælles-hygge med vin i kopperne |
Ud over disse små forstyrrende elementerne var det altså også bare en uendelig smuk udsigt - sneklædte bjerge i alle retninger. <3
Vi gennemførte vores tur, spiste vores aftensmad ved indersøen, gik tilbage til vores lejr, drak vin og hyggede under vores små-klaustrofobiske fælles rum, som OCD-gruppen havde om-konstrueret, fordi vindretningen var skiftet, og så tog vi endnu en nat på bjergsiden, hvor vi ligesom den foregående nat, var i fare for at styrte i afgrunden hele natten igennem.
Mandag den 1. juli 2013.
Næste morgen knækkede min metale film - tre nætter i træk med aaalt for lidt søvn og aaalt for meget kulde - tårerne væltede ud af mine øjne. Min selvmedlidenhed flød for alvor over og jeg var så klar til at begynde at blaffe hjem til Danmark. Christoffer krammede mig lidt og gav mig lov til at te mig og mit indre barn fik , den plads det behøvede, mens Chris accepterede, at jeg bare fungerer virkelig dårligt under den slags pres og ikke tackler modstand særlig fornuftigt <3
 |
| Tirsdag d. 2. juli 2013. Fra venstre ligger Josse, Sebastian, jeg selv og Chris |
Vi drak kaffe og spiste kage på dehydrerings-vandrehjemmet og vandrede tilbage til vores første lejr. Chris' og Josses OCD tog fuldstændig overhånd og de fremtryllede en vidunderlig overdækket lejr med god plads til alle! Det var virkelig et mesterværk!
Tirsdag den 2. Juli 2013
Vi skulle på tur til en udkigspost, hvor vi kunne komme op på toppen forholdsvis let. På et skilt stod der dog, at man var nødt til at tage fat med hænderne og klatre to gange. Et godt stykke oppe, gik det lodret op. Faktisk skrånede det nærmest ind over vores hoved, så med mindre man var den lykkelige ejer af Pippi Langstrømpes klatre slim, var der ingen mulighed for at komme videre. Pludselig synes solen også, at den ville sove til middag og regnen overtog styringen, så vi skyndte os hjem igen, så vi kunne kravle i ly i vores lejr. Jeg tror, at det supercool at være ægte nordmand, så man kan tage ud på vandreture og så køre hjem til sin lune rede bagefter og sove fantastisk i sig egen seng.
 |
| Onsdag d. 3. Juli 2013 |
Onsdag den 3. Juli 2013
Her sluttede vildmarkslivet!
Vi kørte til en nærtliggende campingplads og lejede en hytte for to dage og tog på tur til Galdhøpigga - Norges højeste bjerg.
Ifølge kortet skulle det tage ca. 20 min. at køre.
Men det var i norske minutter, så 4 timer senere var vi da også fremme! Imellemtiden var Gud til en forveksling begyndt at græde over jættehjem….
På vejen tilbage igen føltes det godt at køre ind og handle mad i REMA 1000 og vide, at vi skulle tilbage til en hytte med mulighed for at opbruge al ilten på kort tid med hjælp fra pejsen. Men det var dejligt varmt, selvom vi blev lidt svimle. Og sengene var fantastisk at sove i!
Torsdag den 4. Juli 2013
En skøn morgen - yoga i det fri, brusebad, varme, sol og masser af overskud til at læse i "Den Intelligente Krop", på biludflugt og bagefter tog Chris og jeg på mini-vandretur langs en elv tæt på, hvor vi boede.
 |
| Torsdag d. 4. juli 2013. Uppland Fylke |
Gik turen mod Oslo. Vi kørte i god tid, da erfaring havde lært os, at de norske minutter er længere end de danske. På færgen skulle jeg rigtig have varmen, så jeg slap bruserens varme vand fri og smeltede nærmest sammen med gulvet under bruseren. I 20 minutter skænkede jeg hverken miljøet, miljøet eller miljøet en tanke - jeg nød mit bad i fulde drag! Da jeg kom ud, undrede jeg over den konstante larmelyd. Langsomt gik op for mig, at det var telefonen i vores kahyt. Det var sikkerhedschefen der ringede, fordi han havde fået en alarm fra vores kahyt på grund af voldsomme temperatur-stigniger, så han ville lige sikre sig om alt var ok….. Det var det! Jeg var så dejlig afslappet og glad og overskudagtig ved tanken om, at jeg var ren og nu skulle vi have mad og bagefter skulle drikke vin og forsones (Mit hysteri fra bjerget krævede en forsoningsstund) og hygge. Og det gjorde vi - vi drak vin og festede indtil kl. 4 næste morgen.
Lørdag den 6. juli 2013 lå fantastiske København lige præcis der, hvor jeg havde efterladt ham/hende (ved ikke lige hvilket køn en by er)! Dejligt at sejle lige ind i byen og føle sig budt velkommen af den danske sommersol, der virkelig artede sig den dag! Mmmmm solen den havde savnet! Jeg havde også savnet mine to små älsklingar, min kæreste, min moar og hunden Freja og glædede mig til at se dem alle!
Og hvorfor kommer jeg så pludselig til at tænke på min sommerferie her i efteråret - fordi vejret minder om det… det var bare lidt koldere i Norge. Til gengæld kan den danske natur slet ikke måles sig med den norske. Men trods dette kan jeg bare mærke, at Norges og min fremtid sammen ikke er helt slut - den er dog skudt godt stykke ud i fremtiden.
Kommentarer
Send en kommentar